I Skanderborg gymnastikforening er vi heldige at have de mest engagerede instruktører og hjælpeinstruktører, samt de sødeste, modigste og dygtigste børn og voksne som vores medlemmer.

Vores forening har vokseværk. Flere og flere medlemmer kommer til for at dyrke rytmisk gymnastik, springgymnastik, ropeskipping, yoga og crossfit. Vi kan derfor altid bruge flere ildsjæle til at give vores medlemmer en rigtig god oplevelse.

Vi har derfor brug for dig!

Som frivillig hos Skanderborg Gymnastikforening bliver du en aktiv del af en forening under udvikling. Vi bestræber os på at inddrage dig som frivillig og skabe et godt sammenhold i foreningen.
Samtidig får du:

  • Introduktionskursus inden sæsonen starter, hvor du lærer alt om at være instruktør/hjælpeinstruktør inden sæsonstart ( Kurset afholdes i løbet af august )
  • Opbakning og støtte fra erfarne med-instruktører
  • Gratis kurser – Springsikker Basis og andre kurser efter behov
  • Socialt fællesskab – sjove og engagerede med-instruktører
  • Fede arrangementer (f.eks. opleve verdensholdet)
  • Skattefri godtgørelse
  • Personlig udvikling
  • Gratis træning for dig selv og din husstand
  • Tilfredsstillelsen ved at bidrage til idrætslivet i dit lokalsamfund

 

Har du lysten til at blive frivillig, men kan genkende dig selv i udsagnene herunder?

”Jamen, jeg har ingen erfaring”
Erfaring er ikke vigtigt. Vi er alle startet på ‘0’.
Har du godt humør? Har du lyst til at bidrage til foreningslivet i dit nærområde? Vil du bakke ekstra op omkring dit barns gymnastik?
Så har vi brug for dig! Erfaring, skal du nok få!
Til gengæld kan vi love dig,  at det bliver BÅDE sjovt, udfordrende og lærerigt. 

”Jamen, jeg har ikke rigtig tid”
Start som hjælpeinstruktør, så har du ikke det overordnede ansvar, men forpligter dig til en time om ugen med fuld knald på sammen med glade børn.

“Jamen, I har ikke lige DET hold, jeg kunne ønske mig at være instruktør på”
Vi er altid åbne overfor forslag til nye hold. Måske har du lige DEN idé, som bliver det nye hit hos børn eller voksne.

Har du ikke flere undskyldninger? Så skriv til blivfrivillig@skbgym.dk eller ring til Anne Blirup på 24840735

Vi glæder os til at høre fra dig!

Venlig hilsen

Alle de frivillige ved Skanderborg Gymnastikforening